Birmaens Historie

Om den Hellige Birmas pludselige opdukken i Europa, i begyndelsen af dette århundrede, går der mange eksotiske rygter.

Det står imidlertid fast, at Birmaen blev anerkendt i Frankrig i 1925, og et fint avlsarbejde blev gjort i Frankrig og Tyskland. Desværre satte 2. verdenskrig næsten en stopper for avlen, og der vides kun om overlevelse af to Hellige Birmaer – Orloff og Xeniade Kaaba. Hertil ledes alle Birmaers stamtavler tilbage. Ved forsigtig indblanding af andre racer lykkedes det igen at få avlen på fode, og i 1955 blev den Hellige Birma igen anerkendt som selvstændig race. Det menes, at den første Hellige Birma kom til Danmark i 1968 indledningsvis fra England og efterfølgende fra Sverige og Holland.

Udseende
Den Hellige Birma er en semilanghåret, masket kat. Den har en medium kropsbygning og størrelse, med et dejligt rundt hoved. Profilen er ligeledes afrundet og hagen gerne kraftig. Ørerne må ikke være for store eller højt placerede. Øjenfarven skal være klar dyb blå og formen afrundet til let oval. Kropsfarven svinger, alt efter maskefarven, mellem mælkehvid og beige, meget gerne med et let gyldent skær. De maskede partier findes på ansigt, ører, ben, hale og kønsdele.

Temperament
Birmakatten er ukompliceret og besidder en stor tilpasningsevne. Den kan ikke lide at være alene, så er man hjemmefra det meste af dagen, bør man i sådanne tilfælde anskaffe sig endnu en kat (evt. en huskat). Har man ikke mulighed for at have to katte, kan en hund eller et andet husdyr gøre det. Det vigtigste er , at den har selskab af et andet dyr. Birmaen går fint sammen med børn, da den er meget glad, legesyg, bevægelig og under ingen omstændigheder ”ondsindet”.

Birmaen er meget selskabskat – en udpræget familiekat og knytter sig meget til sine mennesker. Den er derfor også nem at tage med på rejse. Ud over sin stærke sans for familiesammenhørighed har Birmaen et stærkt udviklet moderinstinkt. Birmaen er udpræget nysgerrig og følger med i alt, hvad der sker, og den lægger en fantastisk sindighed for dagen for at få lov til at ”være med”.

Det er en udpræget social race, og man ser sjældent, at katte gensidigt vasker hinanden så meget, som det er tilfældet med Birmaen.

Birmakatte er livlige og charmerende, intelligente og fornuftige.

Kilde: Klubben for den Hellige Birma